Jeg har mistet min datter
Mange af jer ved, at jeg har mistet den ene af mine to fantastisk dejlige døtre, nemlig Rie, som døde af kræft i maj 2022.
Rie’s død sendte mig ud i den vildeste forandring og har i dén grad vendt op og ned på alt muligt i mit liv.
Sorgen og chokket over at hun, som var så sprudlende, kunne få kræft, satte nye spørgsmålstegn ved min tro, min viden og hele min tilgang til sundhed.
Det var og er svært at se meningen med, at det smukke menneske skulle dø så ung og efterlade sine to små piger uden hende, men jeg har bestemt mig for at skabe mening af hendes død.
Det betyder at jeg i endnu højere grad end før, tager ansvar for at skabe mere hverdagsglæde, mere taknemmelighed og mere passion i livet.
Ligesom Rie gjorde.
Rie var en kærligsmagnet uden lige og tiltrak altid varme, dybe og meningsfulde møder i sit liv.
Derfor var Domkirken i København, der husede hendes helt ekstremt smukke bisættelse også propfyldt til sidste række med med mennesker, der elskede at være i Rie’s nærhed.
Hun var så afholdt og tiltrækkende et menneske, helt udover det sædvanlige.
Heldigvis efterlod hun os ikke tomhændede, for inden hun døde, havde vi mange vidunderlige timer både hjemme og på hospice, hvor vi nåede at tale med hende om, hvordan vi skulle manøvrere i livet efter hende.
Ries lillesøster, Marika, og jeg kigger tit på hinanden, når vi står i et dilemma og siger: “Hvad ville Rie have gjort” og så ved vi at vinklen på enhver beslutning vil være kærlig, sund og god for alle involverede parter.
Kærlighed var Rie’s superpower! I hvert fald en af dem 😉
Vi har alle en super-power, og min er, at hjælpe mennesker af alle slags med at forandre fastlåste følelser som frygt, angst, tristhed, frustration og stress til mere frie følelser som ro, lettelse, selvindsigt, glæde, tilfredshed, fred.
Det er ikke raketvidenskab, at jo mere vi føler disse positive følelser, des bedre har vi det.
Men jer der kender mig, ved også at jeg er aktiv modstander af positivisme.
Af at lade som om!
At prøve at føle taknemmelighed eller glæde, hvis man i virkeligheden er dødhamrende utilfreds og føler sig uretfærdigt behandlet, er på ingen måde godt.
Tværtimod!
For det er jo løgn og vores højt intelligente krop vil reagere negativt på det. Højst sandsynligt med ondt i maven og spændinger og smerter i kroppen.
De negative følelser må mødes og lyttes på, for de har et vigtigt budskab.
Når vi gør det, pibler livsglæden og den indre ro helt naturligt frem. Uden tvang. Uden kamp. Uden dom. Uden selvbebrejdelser.
Med kærlighed, med omsorg, og ved at lytte fra et åbent sind og et åbent hjerte.
Jeg skrev på et tidspunkt et nyhedsbrev til mine læsere om, hvordan jeg ikke kunne se meningen med Rie’s død og det fik mange til at skrive tilbage til mig og udtrykke omsorg for mit tab.
Tusind tak for det, det berørte mig dybt og er meget velkomment,
Men der var også nogen, der udtrykte bekymring for mig. Det er der til gengæld ingen som helst grund til, for jeg har det godt.
Jeg lever med sorgen og vreden og kærligheden og er stadig lige så fuld af spilopper, som jeg altid har været.
Hvilket er ret utroligt, det havde jeg ikke selv forventet.
Men da jeg genlæste nyhedsbrevet, forstod jeg godt bekymringen.
For det smil jeg sad med på læben, da jeg skev, afspejlede sig ikke i teksten.
Jeg glemte at skrive, at jeg bobler af overskud og arbejdsglæde og at den mening jeg talte om, netop handler om at bruge alt det Rie gav mig, til at vælge glæde, humor og selvfølgelig også alvor når det skal til.
At leve 100%. At elske dette liv på jord, ligesom hun gjorde.
Rie elskede livet mere end nogen anden jeg kender. Og hun var simpelthen så god til det. Både det svære og det lette.
Det hun nåede at skabe på bare 31 år er helt utroligt og på en måde har det, at hun var så elsket, så kreativ, så god en mor, så pisse hamrende kompetent til alt hun satte sig for, også gjort det mere acceptabelt for mig som hendes mor, at hun skulle dø.
For hun har levet et fuldt liv på 31 år og opnået langt mere end en mor kan drømme om. Hun var hele sit liv så glad og lykkelig. Men heller aldrig bange for at konfrontere os, når noget var off. Ikke bange for svære følelser, for uden dem kender vi ikke de lette. Det havde hun helt naturlig forståelse for i sit glade solskins-hjerte. Ikke bange for at udtrykke vrede, når den var på sin plads.
Selvom hun stadig havde mange projekter i søen og havde så meget hun glædede sig til og over – ikke mindst hendes to små piger – så havde hun på mange måder opnået en så høj kærlighedsfrekvens, at hvis vi kigger på vores liv her på jorden som sjæle på rejse, så var hendes personlige rejse måske komplet.
At alle vi der elskede hende, så lå rallende og hjælpeløse i tabet af hende et godt stykke tid efter, det er en helt anden historie. Men det er jo vores historie. Og vores livsopgave at rejse os fra det og søge mod kærligheden, ligesom Rie altid gjorde.
Og som hun bad os gøre, før hun døde.
Og lige præcis det dèr.
Det at mærke de svære følelser, at turde lade dem rulle igennem kroppen og lade dem bevæge os og derigennem skabe den forløsning, som er så vigtig for at vi kan leve livet godt her, dèt er min super power, som jeg gladeligt deler ud af på denne workshop.
Her efter Rie er død, er jeg stadig igang med at lære hvordan jeg skal leve et socialt liv, for jeg føler mig ofte lidt skæv sammen med andre, lidt ude af sync. Det har jeg egentlig altid gjort, men det er blevet stærkere nu. Alt er nok blevet stærkere mere intenst. Jeg gider ikke small-talk og overflade.
Men jeg gider virkelig godt ærligt og nærværende samvær om det der er vigtigt.
Det er derfor jeg brænder så heftigt for at være terapeut og især for at samle kvinder i små grupper og lade udviklingen (eller afviklingen af skadelige følelser og misforståelser) ske i fællesskab.
Og for at skrive om det jeg synes er vedkommende og meningsfuldt, også selvom lige dette indlæg blev meget personligt.
Jeg håber mine erkendelser fra forløbet – so far – er til gavn og nytte derude 🙂
Alle møder vi kriser og tab i livet og det er mit ønske, at du, uanset hvad du går igennem, kan finde inspiration til at give din personlige livsrejse dyb mening.
Tak fordi du læser med.
Kærligst, Annette
PS: Hvis du selv står i en krise og kæmper med dine følelser, er du meget velkommen til at være med på min næste workshop for kvinder i København d.17. og 18.februar 2024