Hvad gør vi når en person i vores samfund har begået en fejl?
Vi straffer, hader, udstøder og latterliggør.
Vi siger, retfærdigheden ske fyldest, og som kulturkristne har vi stadig en indre retfærdighedssans, der siger øje for øje og tand for tand.
Vi tror på at dømme, vi tror på at fængsle og på at straffe.
Sjovt nok fortsætter vi med den praksis, selvom det vist er klart for enhver, at det virker stik modsat og har du først været straffet én gang, stiger risikoen for at du bliver det igen.
Denne afrikanske stamme, behandler syndere på en anden måde.
Når et medlem af stammen har gjort uret, bliver hun sat ind i midten af landsbyen og hele stammen samler sig rundt omkring hende, og fortæller alle de gode ting hun har gjort.
Stammen tror på, at hver person grundlæggende vil det gode, men at vi mennesker nogle gange begår fejl og at fejl er et råb om hjælp. De står sammen i fællesskabet, for at genskabe forbindelsen til hendes egen gode natur.
Kun med omsorg og accept tør vi slippe vores frygt
Fra starten af vores liv, ønsker vi alle det samme. At være en del af vores ”flok”. Uden flokken kan vi ikke overleve, det siger vores urinstinkt. Et menneskebarn kan ikke overleve ved egen hjælp.
Vi kommer åbne og naive i ordets bedste forstand, ind i denne verden og vi oplever alle at blive svigtet. Sultfornemmelse, oplevelse af kulde, hede eller smerte er noget vi alle som babyer bliver mødt med uden at forstå det. Det skaber frygt.
Senere kommer vi glædesstrålende hjem til mor med en tegning og hun skælder os ud over vi har fået maling på tøjet. Skuffelse. Vi får en lillesøster og bliver rasende jaloux og bange for det nye, og bliver vi skældt ud og får at vide vi skal være søde. Hverdagens små traumer.
Resultatet bliver, at vi tilpasser os, så vi kan overleve og undgå udstødelse.
Vi lærer at undertrykke de dele af os, som vi mærker ikke er acceptable. Og vi er lærenemme, så lærenemme, at vi er i stand til helt at glemme vores oprindelige følelser, som spontan glæde, jalousi, vrede, sorg, kreativitet og spiritualitet, afhængigt af hvad der er tilladt i den enkelte familie.
Det kan godt være de uønskede egenskaber er gemt, men de er ikke glemt. De lever bare i skyggen og der vokser de sig store og stærke. Vi vil ikke have noget med dem at gøre og ligesom vi gør med personer, der opfører sig forkert, undertrykker vi dem, udstøder dem, håner dem og straffer dem og går ubevidst rundt i en evig angst for, at de skal dukke op til overfladen igen. Bange for at blive afslørede. For at nogen skal opleve hvor dumme vi i virkeligheden er, hvor grådige, hvor egoistiske, hvor misundelige, hvor vrede, hvor iderige eller hvor glade.
Men pludselig en dag, midt i supermarkedskøen, hvor vi bliver sprunget over, i trafikken, på jobbet, når nogen trykker på de rigtige tangenter, så springer de frem og vi viser vores allermørkeste sider for verden. Bagefter kommer skammen.
Hvis vi nu, i stedet for at dømme vores indre banditter, giver dem omsorg, forståelse, kærlighed, tager dem frem i lyset og aer dem, puster på deres sår og siger du er elsket, ja så ligger de sig til at sove, trygge, rolige og mætte, velvidende at de ok, lige som de er.
Slutter vi fred med vores skyggesider, ja, så er vi måske næste gang ikke helt
lige så hurtige til at springe ud med en dom over alle de andre banditter, vi er omgivet af.
Fred være med det hele.