Kombucha er er forfriskende, let brusende, fermenteret drik, med potentiale til at forbedre dit immunforsvar og gøre mikrofloraen i dine tarme meget mere sund og mangfoldig, så du får en god fordøjelse.

Den kan drikkes på alle tidspunkter af dagen, men jeg bruger den ofte som en sen eftermiddagsdrink.

Den er især et hit på de dage, hvor jeg før kunne få lyst til et godt glas vin, imens jeg lavede aftensmad. Nu står den på Kombucha i stedet og det giver præcis den samme nydelse. Måske endda mere, fordi jeg også nyder at tænke på alt det gode drinken gør for min krop. Her får du opskriften, skridt for skridt.

 

Før du går i gang, skal du have dig nogle brygge-værktøjer.

Du har sikkert det meste i køkkenskabene allerede

Need to have:

En glasbeholder, med stor åbning foroven og en tappehane forneden.

En gryde til mindst 4-5 liter

Glas flasker af god stærk kvalitet med patentlåg

Nice to have:

Fintmasket trådsi

Tragt der kan gå ned i flaskerne. 

Tusch der kan skrive på glas

Viskestykke

Et stort teæg

En stor elastik, der kan nå rundt om toppen på glasbeholderen

Et bolchetermometer

 

 

 

 

 

Ingredienser til opstart af Kombucha

  •  Det vigtigste er din levende S.C.O.B.Y (Symbitotic culture of bacteria and yeast). Du kan købe den på nettet, men de fleste får deres fra en anden kombucha brygger. På samme måde, som surdej bliver delt ud mellem venner. Husk at få ca 3 dl. starter væske med. Hvis din Scoby ankommer uden væske, kan du købe en flaske kvalitets kombucha i helsekosten til at starte produktionen op med. Se min Scoby på video længere nede.
  • 20 gr løs sort økologisk te eller 4-5 teposer. Brug ikke earl Grey, da den indeholder Bergamotolie, som ikke er ven med Kombuchaen. Når du har fået fat i brygge processen, kan du erstatte den sorte te med grøn te, eller bruge en blanding. Da den sorte te fermenterer bedre, vil jeg anbefale at du bruger den de første par gange.
  • 3 liter vand
  • 2,5 dl økologisk rørsukker
  • 300 ml. starter væske

Sådan gør du – skridt for skridt:

 

1. Rens dit værktøj

Alt skal være rent, både dine hænder og værktøjet, men ikke sterilt. Undgå gerne opvaskesæbe og desinficerende midler, for vi vil ikke have noget, der forsinker de gode bakterier i at udvikle sig. Jeg bruger almindelig husholdningseddike og skylder både hænder og værktøj i det.

2. Bryg en sød te

Bring vandet i kog i gryden, tilsæt de løse teblade i teæg eller 4-5 teposer og lad det trække i 10 minutter. Tag bladene op, tilsæt sukkeret og rør rundt til det er opløst. 

Nu skal din te køle helt ned til 21-29 grader. Har du ikke et termometer, må du mærke på den med hænderne og vurdere det. Er teen for varm, kan slå din Scoby ihjel, er den for kold vil det sløve processen ned og tage længere tid.

3. Kombuchaen samles

Hæld teen fra gryden op i din glasbeholder og tilsæt start væsken, som fulgte med SCOBY.

Læg nu forsigtigt din SCOBY ned i glasbeholderen, så den flyder på toppen af teen. Hvis den falder til bunds, har teen måske været et par grader for varm eller kold, men det gør ikke så meget. I løbet af nogle dage, vil den arbejde sig op til overfladen af sig selv. Hvis der er et låg på din glasbeholder, skal du afmontere det og i stedet dække hullet med et viskestykke og fastgøre det med en elastik. Det er vigtigt at Kombucha kan ånde og samtidig skal den beskyttes for fluer og støv.

Hvor skal jeg stille min Kombucha?

For at få fermenteringsprocessen i gang, handler det især om temperatur. Lav rumtemperatur betyder langsom proces, varme vil speede processen op. Der må ikke være mindre end 21 grader i rummet. Hvis du bor koldere end det, kan du evt vikle en lyskæde (ikke LED lys, da de ikke udleder varme) omkring din glasbeholder. Kombucha vil gerne have rolige, lune forhold, uden direkte sollys. Jeg bor på en husbåd, hvor der altid er meget lyst pga. refleksionen fra vandet, så jeg har sat den på en hylde i et køkkenskab og det går helt fint.

Hvornår er min Kombucha klar til at drikke?

Det afhænger af rumtemperaturen, og formentlig vil dit allerførste bryg være længere tid om at fermentere end en god gammel SCOBY. Det kan tage alt fra 7-21 dage. Smag på den undervejs. Den skal smage en lille smule sødt, samtidig med at du får en syrlig, boblende fornemmelse på tungen. 

Du kan nu hælde teen på flasker, stille dem på køkkenbordet et par dage, så de udvikler sig endnu mere og derefter stille dem i køleskabet. Fyld ikke flaskerne helt op, der skal være plads til at kulsyren kan udvikle sig. Ellers kan flaskerne eksplodere. (Jeg har prøvet det, sikke et kaos). 

Kombuchaen kan drikkes som den er, men jeg foretrækker at putte forskellige smage i, via det der hedder en 2. fermentering. Efter min mening, er det her det bliver rigtig sjovt at lave Kombucha.

Hvad er 2. fermentering?

Når du har hældt din færdige Kombucha på flasker, kan du tilføje forskellige frugter, safter eller urter, som gør at drikken bliver endnu mere boblende og smager rigtig godt.

Det nemmeste er at plumpe nogle stykker af din yndlingsfrugt eller urt direkte i flaskerne, f.eks. stykker af rabarber, ingefær, hindbær, havtorn, mynte, blåbær, citronverbena. Kun fantasien sætter grænser.

Du kan også lave en frugtjuice, enten ved at koge frugten eller bruge en saftpresser.

Jeg har eksperimenteret vildt og voldsomt og noget blev bedre end andet, men alt var drikbart.

Favoritterne i øjeblikket er en juice presset af æble og ingefær, men jeg elsker også den simple version med at putte 5-7 frosne hindbær ned i hver enkelt flaske.

Hvis du vil tilsætte frugt, skal du huske at efterlade plads til det i flaskerne, når du hælder den oprindelige bryg på flasker. Det må ikke gå op over selve flaskehalsen, når alt er tilsat. 

Når frugt eller juice er hældt i, lader du flaskerne stå på køkkenbordet i et par dage. Hold øje med dem. Du vil se det begynder at syde og boble. Når du er tilfreds, lægger du alle flaskerne i køleskab, hvor de kan holde sig virkelig længe. Vær lidt forsigtig når du åbner flasken, det kan godt sprøjte, hvis der er skabt meget kulsyre. Brug evt et viskestykke og åben den nede i vasken.

Rigtig god fornøjelse, jeg håber du bliver lige så glad for Kombucha som jeg er. Din fordøjelse og dit immunsystem vil takke dig for det.

Har du spørgsmål til processen eller andet, er du meget velkommen til at følge mig på instagram, hvor du kan stille spørgsmålet i opslaget om Kombucha eller skrive en mail info@akupunktur-bach.dk

Her kan du se hvordan den sunde levende Scoby ser ud.