Nyd at gå ombord i disse 7 trin. Du vil opbygge og udvide din Qi, din livsenergi så dit immunforsvar bliver stærkt og i stand til at holde dig rask og i balance.
Det er også din Qi (udtales:Tji) jeg balancerer med nålene under akupunktur behandlingen. Derfor giver det mening at gå i gang derhjemme, nu hvor vi ikke kan mødes på grund af Danmarks undtagelsestilstand.
Du kan sagtens styrke dig selv uden andres hjælp.
Elsk dig selv – er som altid hovedbudskabet.
For når du har fat i egenomsorg og kærlighed, har du helt naturligt lyst til at gøre ting, som du ellers ikke ville gøre.
Vi kan have nok så meget nyttig viden om, hvad der er sundt og godt, men hvis motivationen ikke er der, hvad nytter det så?
Derfor – find kærligheden og omsorgen for dig selv frem – nu!
1. Brug livshjulet til at gøre status.
Brug pausen til den ultimative oprydning. Gennemgå ved hjælp af livshjulet, alle områder af dit liv og ryd op i det, der ikke længere skal være der, når hverdagen starter igen.
Spørg dig selv om der noget, der har stjålet din energi, måske endda gennem lang tid?
Har du det rigtige job, hvor du får brugt dit potentiale, eller er det en kamp at gå på arbejde?
Er der usunde forhold i dit liv, som du vil have bedre af at komme ud af? Eller som du kan være med til at forandre, så energien løftes?
Knokler du dagen lang på praktiske gøremål, uden tid til at dyrke din hobby eller gøre det du brænder for og længes efter?
Alt det du gør til daglig, som du gør af sur pligt eller fordi du ikke tør slippe og springe ud, det dræner din Qi.
Derfor er det en god ide, at identificere dine energityve og forpligte dig selv til at gøre noget ved det.
Alene det at du går i gang med det her, vil give dig energi overskud. Så snart du har taget beslutningen, er du allerede godt på vej og vil få masser af hjælp fra energifeltet omkring dig.
Du skal hverken klare det her helt alene eller ved viljestyrke, men det er dig der skal tage en bevidst beslutning.
Jeg bruger dette redskab på mine kurser, til at afsløre energityvene. Lav øvelsen (men vent til du har læst alle 7 punkter igennem her) og afslør for dig selv, hvor dine svage områder ligger. Måske bliver du overrasket?
2. Ud med frygt og angst
Angst for sygdom er noget af det mest stressende vi kan byde vores krop og vi ved at stress nedsætter immunforsvaret. Altså en rigtig dum spiral. Derfor er det super vigtigt, at du prioriterer at få nedbragt den følelsesmæssige stress, som Corona krisen medfører.
Heldigvis er der mange måder at berolige dit nervesystem på.
Lad dig synke ned et varmt bad med duftende æteriske olier. Du kan bare bruge et fodbad, hvis du ikke har badekar. Find gratis åndedrætsøvelser på nettet, lav akupressur eller meditér. Du kan også google Donna Edens energiøvelser og udføre dem dagligt.
Det bedste redskab er EFT Tapping, som er en fin og hurtigtvirkende kombination af de tre nævnte. Gratis og lige til at lave derhjemme. Jeg har lavet en video instruktion med EFT til krisen. Se den på dette link.
3. Stop dit misbrug
Fjern de ting fra din kost, som din krop ikke har det godt med.
Når din Qi er stærk, kan du tåle en del sukker, mælk, koffein, gluten, kage, alkohol m.m.
Men hvis din Qi er lav, kan din krop blive overvældet og dermed syg af det. Du ved nok godt selv, hvilke ting det er.
Hvis du slet ikke kan mærke det, kan du lære at bruge muskeltest, for at opdage hvad du ikke bør indtage lige for øjeblikket. Internettet er din ven, søg evt på engelsk, så får du bedre resultater. F.eks “muscle test yourself”.
4. Mere af alt det gode.
Øg indtaget af det al det mad, som du fornemmer er godt for din krop. Ikke bare det der tilfredsstiller dine smagsløg, eller det du har hørt er sundt. Nej, vælg masser af det, der både smager dig og ligger godt i maven. Hvad det er, er vidt forskelligt og er påvirket af den kultur du er vokset op i.
I den asiatiske kultur bruger man kyllingesuppe eller bone broth, til at nære og styrke kroppen i en rekonvalescensperiode. Her i DK er der også tradition for varm suppe og den kan vi godt se at få genindført. Klar suppe, enten vegetarisk grøntsagssuppe eller kyllingesuppe, med masser af kraft fra grønt og krydderier.
Bag dit eget brød med surdej eller køb det hos Aurion eller andre, der bager med surdej eller bageferment.
Måske vil du også elske at drikke Kombucha, som er fyldt med gode mælkesyrebakterier, der støtter immunforsvaret?
Ellers kom tilbage til det, som blev betragtet som traditionel god mad i din familie. Måske skal du et par generationer tilbage. Før i tiden fik vi masser af gode mikrobakterier, som er livsvigtige for et godt immunforsvar, gennem maden. Med moderne jordbrugs monokultur og supermarkedets hylder fyldt med halvfabrikata i pap og plastik, er der ikke megen næring og livsenergi tilbage i maden.
Det har resulteret i en kæmpe naturmedicin industri med vitaminpiller og kunstige kosttilskud, i et forsøg på at erstatte den levende mad. Det kan være nødvendigt og virkelig effektivt, især ved behandling af en mangeltilstand, men jeg tror faktisk ikke det er sundt at spise en masse piller i længden. Jeg prøver hvert fald selv fortrinsvis at få mine næringsstoffer naturligt via kosten, når det kan lade sig gøre.
I virus tider som her, tager jeg dog et ekstra tilskud af C-vitamin 1-2 gram dagligt, samt selen, zink og d-vitamin. Udover det bruger jeg akupressur plasteret X-39 fra LifeWave hver eneste dag samt det immunstyrkende homøopatiske middel Echinacea Comp fra Allergica.
Men maden er det der fylder dine depoter op for alvor. Den mest næringsfyldte mad, får vi i sammenkogte retter med masser af grøntsager efter årstiden. Bruger du mælkeprodukter fra dyr, så vælg dem, der har haft en ordentlig opvækst.
Brug urter og krydderier i store mængder. Spis mad med mange farver.
Vælg altid biodynamisk kvalitet, når det er muligt og ellers økologi. I det biodynamiske landbrug tager man hensyn til jordens og årstidernes rytme samt energi indstrømningen fra planeter og resultatet er mad fuld af livsenergi.
Gå i det hele taget efter mad, der er produceret i respekt for dyr og natur. Det afspejler sig i madens livsenergi, som ryger direkte ind i dit eget energisystem. Start din egen skattejagt efter naturlig mad, der nærer dig, glæder dig og hjælper med at opbygge din Qi.
Personligt har jeg været pescetar(fiskespisende vegetar), siden jeg var helt ung, fordi det er det der giver mening for mig. Find ud af hvad der giver mening for dig, for det er ikke optimalt for alle, at undgå kød.
Prøv dig frem. Du vil vide hvad der er det rigtige, for når du gør det, mærkes det godt i dig.
Husk også væske og sørg for at du får 0,3 dl frisk rent vand pr kilo kropsvægt hver dag. Drikker du meget suppe eller andet mad med højt vandindhold, kan du godt trække det fra i regnskabet. Hvis du vejer 70 kg svarer det til 3 liter i alt.
5. Bevæg dig
Bevægelse giver energi. Rør dig på en måde, der passer til dig og får dig til at føle dig godt tilpas og forfrisket.
Dans, hulahop ring, gåture, yoga, Qi gong. Lav ikke motion for at undgå sygdom, gør det for at styrke din QI med glæde.
Brug musik som opløfter og inviterer dig til at lege med din bevægelse. Hvis du overdriver din træning eller træner af tung pligt, fordi læge eller fys siger du skal gøre det, uden det føles godt for dig, så udmatter du faktisk din energi i stedet for at opbygge den.
Find det der virker for dig og gør det hver eneste dag i mindst en halv time. Det gør dig stærkere og mere modstandsdygtig.
Det er din hellige tid.
Mange yoga og motionscentre tilbyder i denne krisetid online sessioner. Find det der passer dig. Du kan også købe et abonnement til 99 kr. hos yogastream.dk
6. Hvil dig
Hvile. Måske er det det allervigtigste for dig lige nu? Når du hviler eller sover, opbygger du din Qi.
Hvis du føler dig udmattet, så start denne 7 trins proces, med at indføre mere hvile som det første.
Elsk dig selv nok til at gøre dig til en prioritet. Gå tidligt i seng og indlæg hvileperioder i løbet af dagen.
7. Søg det positive
Det sidste punkt er en blandet liste af vigtige tiltag, du kan gå i gang med her og nu, for at opbygge din Qi.
- Når solen skinner, skynd dig ud og sæt dig i den. Luk øjnene og mærk solens stærke lys give liv til alle dine celler.
- Vær venlig. Når vi tænker og opfører os venligt og kærligt over for os selv og andre, øges de gode hormoner i vores hjerne. Win win.
- Vær taknemmelig. Når du glædes i hjertet over alt det du har, bliver du mere og mere positiv for hver dag der går.
- Mærk samhørigheden. Se hvilken kæmpe stor hjælpsomhed, der viser sig i landet i disse dage.
- Flyt fokus til alt der løfter dig og giver dig håb, mod og glæde. Det er let at fortabe sig i nyheder, skrækscenarier og konspirationsteorier. Lad være med det. Flyt din opmærksomhed hen til det, du gerne vil have mere af. Find de positive nyheder og glæd dig over denne nye chance menneskeheden og jordkloden har fået, for at re-kalibrere vores opførsel og tænke os om. Se evt. min video igen.
- Søg ind i dig selv. Denne tid giver adgang til din indre visdom, som altid er der, men som du nu har mulighed for at lytte til, fordi der er blevet så stille omkring os. At leve et liv i kontakt med din sjæl, er af afgørende betydning for din Qi og endnu vigtigere i disse tider, hvor ydre uro let kan påvirke dig. Stay connected!
- Søg nærende fællesskaber. Meld dig ind i de grupper på facebook som opløfter og støtter hinanden og meld dig ud af dem med brok og klager. Det er fint at kæmpe for en sag, men ikke med vrede og hån. Jeg husker altid på Mother Theresa, der sagde: Du kan aldrig få mig til at demonstrere imod krig, men holder du en demonstration for fred, kan du godt invitere mig. Fokus betyder ALT.